• Danmark kritiserer Rusland på årsdag for Navalnyjs død

    Source: BDK Borsnyt / 16 Feb 2025 04:26:51   America/New_York

    Det ultimative ansvar for den russiske systemkritiker Aleksej Navalnyjs død ligger hos de russiske myndigheder. Sådan lyder det på årsdagen for dødsfaldet i en fælles udtalelse fra Danmark og 17 andre lande, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse. Landene retter stor kritik mod Rusland og skriver, at menneskerettighederne fortsat forværres i landet. - Kreml knuser fredelig opposition, opretholder et klima af frygt og underminerer retssystemet. Alt sammen for at tjene sine egne interesser, hedder det. Landene fremhæver, at der i Rusland er 800 politiske fanger. Ifølge udtalelsen er mange af dem fængslet for at have talt imod Ruslands "ulovlige" invasion af Ukraine. - FN-rapporter viser, hvordan mange politiske fanger bliver tortureret, nægtet tilstrækkelig lægehjælp og sat i tvungen psykiatrisk forvaring. - Vi er klare i vores udtalelse: De russiske myndigheder må overholde deres internationale forpligtelser og løslade alle politiske fanger, skriver landene. Også EU markerer årsdagen for Navalnyjs død og udtaler - ligesom Danmark - at Rusland bærer ansvaret. - Navalnyj gav sit liv for et frit og demokratisk Rusland, lyder det i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP. Det er i dag stadig uvist, hvad der helt præcist skete, da Navalnyj for et år siden døde i en sibirisk straffekoloni. Den 47-årige oppositionsleder havde egentlig virket rask og ved godt mod, da han få dage før sin død havde haft besøg af sin mor. Alligevel kunne russiske myndigheder den 16. februar 2024 fortælle, at han havde mistet livet. Et år efter systemkritikerens død er det ikke lykkedes for Ruslands opposition at finde et nyt samlingspunkt. Tværtimod fremstår Ruslands opposition både fragmenteret, skræmt og ikke mindst svækket, skriver AFP og det tyske medie Deutsche Welle (DW). Landene, der står bag udtalelsen, er: Australien, Canada, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Italien, Letland, Litauen, Holland, New Zealand, Norge, Polen, Rumænien, Sverige og Storbritannien. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/danmark-kritiserer-rusland-paa-aarsdag-for-navalnyjs-doed
Share on,